Danska tankar och betraktelser

Så skete det. Lørdag formiddag var første gang, jeg ikke kom ind til en film. Det er kun i Cannes, at et palæ fyldt med hysteriske journalister kan storme en visning af en kinesisk dokumentarfilm. Jeg blev godt mast. Men computeren klarede sig. Nu sidder jeg i pressekontoret med udsigt over regnfulde skyer og havet. Blandt macbooks og iphones. Og til den evige lyd af kaffeproduktion, mens søde piger i orange uniformer langer espresse ad libitum over disken til weekendtrætte journalister.

Nå, som det allerede er fremgået, er jeg programrådets danske indslag. Jeg har lovet at prøve at skrive korte sætninger. Jeg er
ellers kendt for et ubønhørligt lix-tal med sætninger så lange og snørklede som køen bliver til morgendagens hypede visning af Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull. Men dansk er nemmere i kortere klip. Så mantraet bliver keep it simple og cut the blog. Dagen startede med morgenmøde med fordeling af de mange film. Jeg kommer lige fra Walter Salles’ konkurrencefilm, som endnu en gang viser, at den mand har sans for at fortælle med billeder. Indtil videre har niveauet generelt været ret højt blandt de udvalgte titler. Man skal have en høj tolerancetærskel for alverdens trængsler, men sådan er det altid på festivaler. Der er sjældent meget at grine af på lærredet, så når Woody Allen pludselig lyser op med en charmerende bagatel som Vicky Christina Barcelona, bliver man forelsket på stedet. Den sendte Cannes-folket ud i natten med lidt liv i kludene i går. Hvis de da ikke tog en sidste, hårdtslående runde kl. 22 med James Tobacks dokumentarfilm om Mike Tyson.

For min del var gårsdagens samtaleemne Thomas Clays Un Certain Regard-film Soi Cowboy med den danske skuespiller Nicolas Bro i hovedrollen. Den starter som en statisk sort/hvid ting med en dansk mand og en thailandsk kvinde, som har et næsten ordløst og kedsommeligt forhold. Efter mere end en time slutter den historie pludselig. I stedet starter en håndholdt fortælling i farver, hvor de samme personer dukker op i et dramatisk gangsterforløb. Sammenhængen er langt fra indlysende. Jeg syntes selv, jeg havde en opfindsom tolkning af galskaben, da den noget trættende film var samtaleemnet på den skandinaviske terrasse. Men jeg blev slået ud, da én havde snakket med instruktøren og fået den ’officielle’ version. Den var ærligt talt kedeligere, men hvad kan man gøre? Det er hårdt at hamle op med facts ...

Og facts er der mange af hernede, hvor dokumentarfilmene fylder stadig mere. Ari Folmans Waltz with Bashir har allerede taget de fleste med storm. Og - snøft - lige nu sidder De Andre med De Gode Pressebadges (de legendariske hvide, de lyserøde og ikke mindst de lyserøde med den eftertragtede gule prik) og ser konkurrencefilm om tre generationer af kinesiske kvinder, der ifølge programteksten gennemlever en lokal fabriks op- og nedture. Senere i dag kan man se slovakisk dokumentar om blinde menneskers problemer med deres kærlighedsliv. Det er ærligt talt imponerende, hvad man kan falde over, når man løber gennem Screen Dailys mange siders liste over visninger ...

Med danske briller har det været interessant at se Daniel Lecontes It’s Hard Being Loved by Jerks, som følger retssagen mod den franske avis Charlie Hebdo efter at have publiceret Jyllandspostens satiriske tegninger af profeten Muhammed. Filmisk er der ikke meget at komme efter, men indholdssiden vidner om en udbytterig retssag. I stedet for følelsesladet mudderkastning fik man faktisk gang i en seriøs, intellektuel debat om både ytringsfrihed, humor og respekt for hinandens religioner.

Den skal jeg nu skrive en artikel om til min danske avis Information. Og så vender jeg måske tilbage. Mellem dagens mange film og velduftende espressoshots.

/ Eva