En dansk i Cannes

Så melder det danske indslag af programredaktionen sig på blogbanen, så nu er der læsetjek af de skandinaviske sprogkompetencer! Jeg hedder Eva Novrup Redvall og bor og arbejder som filmkritiker og filmvetare i København, men har gennem en årrække hjulpet til med at finde film fra forskellige festivaler til Gbg. Jeg begyndte at komme på Gbg film festival for ti år siden, må det være, og jeg kan tydeligt huske forvirringen, der altid er, når man pludselig står på en ny festival. Hvad og hvor er Draken? Er Chalmers noget, man kan spise? Hvordan kommer man over vandet til Aftonstjärnan? Og hvem er ham fyren, der altid render rundt med hat?
At komme til Cannes første gang er lidt det samme bare i Hollywoodsk skala. Heldigvis har jeg efter fem år på festivalen styr på de fleste kø-systemer og kan et par smutveje og tricks. En dansk kollega er her for første gang i år, og gennem hans øjne husker jeg pludselig, hvor kaotisk, festivalen er, før man vænner sig til vanviddet. Som Roman Polanski har formuleret det: Festivalen er én stor zoologisk have - men hvem kan ikke lide dyr?
Filmdyrene fra hele verden har haft det varmt i Cannes i dag, hvor solen har bagt fra tidlig morgen. Min dag startede som altid hernede med morgenmøde med de andre fra Gbg filmfestival. Vi mødes hver morgen kl. 7.30 og samler op på, hvad alle har set, og lægger planer for dagen. Noget af det bedste ved at være på filmfestival er, at man faktisk ender med at diskutere film. Til daglig ser man en masse film, men tit får aldrig rigtigt snakket i dybden om dem med nogen. Her ser en masse filminteresserede mennesker de samme film, så der er rig lejlighed for at få livlige debatter om, hvad der egentlig er en god film eller ej. Ikke mindst på baggrund af det ofte vidt forskellige antal stjerner og palmer, som de forskellige daglige udgaver af filmbladene hernede kaster i grams. Selv om programmet i Cannes burde repræsentere noget af det bedste filmkunst i verden, er der tit overraskende langt mellem godbidderne, men de dukker op rundt omkring. Og selv om mange kritikere vil mene, at man kan kende en god film fra en dårlig, er der overraskende stor uenighed blandt nogle af de mest fremtrædende filmkritikere i verden hernede, når gårsdagens filmhøst bliver evalueret på print.
Indtil nu er det bedste, jeg har set, en rumænsk film om noget så usexet som en illegal abort. Sådan kan man blive overrasket, når man pludselig sidder til en film, man ikke har de vilde forventninger til, og mærker, at man virkelig bliver grebet og berørt og ser en instruktør og en fortælling træde i karakter.
Denne dags første film var også noget af en overraskelse. Jeg så den franske konkurrencefilm Les chansons d’amour om et ungt par i Paris, der har inviteret et tredje hjul ind i deres parforhold og slås med at tackle det, da en ulykke pludselig vender op og ned på alt. Ulykken kommer som en overraskelse, men frem for alt blev jeg lidt paf, da karaktererne pludselig begynder at synge om deres følelser midt i de dagligdags situationer. Jeg burde selvfølgelig have mistænkt det pga. Titlen og havde jeg læst så meget som en linje om filmen inden, havde jag vidst det, men det går tit virkelig hurtigt hernede, og en del af fornøjelsen er, at film ikke er anmeldt og analyseret sønder og sammen, inden man ser dem. Som fan af Jacques Demy-klassikere som Les Desmoiselles de Rochefort og Les Parapluis de Cherbourg var det en fornøjelse at se, hvor godt instruktøren Christophe Honore får det til at fungere, og filmen er en sød og charmerende sag, som man bliver i godt humør af. Og dem er der ikke mange af i Cannes, hvor man efter nogle dage tit føler, at man har udsat sig selv for alle slags problemer og kriser på lærredet.
Resten af dagens filmdiæt har været ubemærkelsesværdige indslag på markedet, hvor der vises et hav af film i de mange små sale. Her svinger kvaliteten enormt, og man kan finde alt fra artfilm til b-horror, men somme tider finder man en perle i mængden.
Og så er det faktisk lykkedes mig at fange et par solstråler på vej fra palæet til den skandinaviske stand, hvor jeg skulle hente en invitation til aftenens ’danske fest’ med den catchy titel Meet the Danes. Her inviterer det danske filminstitut til danske øl (meet the Danes!) på den skandinaviske terrasse med udsigt til kaoset på Croisetten, og det plejer at være en god lejlighed til at samle op på alt det, andre har set og hørt i krogene. Jeg skal lige se en film mere 20.15, inden øjnene kan holde fri. Og så er der ellers morgenmøde igen i morgen 7.30.
Dagene går hurtigt i Cannes, og når man kommer hjem, blegere end da man kom, kan folk godt undre sig over, om man egentlig har været i det franske. I Cannes trækker mørket. I salene og siden til de kølige aftenarrangementer, hvor man sammen griner lidt af hysteriet og samler op. I’m off!